Solbær er sunde og nemme at dyrke
Solbær er fyldt med gode vitaminer og er lette at dyrke - også i krukker.

Sådan dyrker du solbær

Solbær er sprængtfyldt med C-vitaminer, og bærrene er dyre at købe i butikkerne. Så der er flere gode grunde til at dyrke dem selv – også i en krukke.

Solbær er lette at dyrke og de giver et stort udbytte. Udover at du kan bruge bærrene til marmelade, desserter eller i salat, kan de solbærduftende blade også bruges til te.

Du kan dyrke solbær i en stor krukke, hvis du ikke har så meget plads.

Sådan dyrker du solbær

Solbær er supernemme at dyrke, når blot de plantes på et solrigt sted i en næringsrig – og gerne lerholdig jord, der kan holde på fugten.

Inden du planter, skal jorden løsnes godt, da solbærbuskens rødder ligger ret tæt på jordoverfladen.

Solbær er særdeles sultne og tørstige planter, så det er fint at lægge et lag kompost omkring planten, når du har plantet dem. Og gød og vand busken godt i vækstsæsonen.

Eneste problem er solsorte og andre bærelskende fugle, som har næb for, hvornår bærrene er modne. Et net over busken kan sikre, at du får bærrene for dig selv.

Beskær dig til flere bær

Sidst på sommeren efter første bærhøst er det en god idé at skære nogle af skuddene af lige over jordoverfladen, da det giver en stærkere plante. Herefter kan du hvert år fjerne op til en tredjedel af de ældste grene – det er dem, der er mørkest i farven.

Beskæring giver planten en åben struktur og nye friske skud fra grunden, som sætter frugt senere på sæsonen.

Sådan dyrker du solbær – i en krukke

Når du dyrker solbær i en krukke, skal du vælge en stor krukke eller anden beholder, der er mindst 40 cm i diameter. En glaseret krukke er at foretrække, da den holder bedre på vandet end en lerpotte, der er mere porøs.

Læg et lag drænmateriale fx lecasten i bunden at krukken og plant solbærbusken i en pottemuld tilsat ler, der er blandet med groft sand i forholdet to dele jord til én del sand. Det gør jorden mere porøs, så planten trives bedre.

Plant solbærbusken, så den nederste del af stammen er ca. 8 cm under jorden – det får planten til at sætte en masse friske, nye skud fra grunden, og derved får du en smuk, flerstammet busk, som giver mange bær. Vand grundigt.
Ompot din krukkesolbær hver andet eller tredje år.

Kilde: Haveselskabet

Læs også Sådan dyrker du hindbær.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev