Med en havetegning og en haveplan har du et godt udgangspunkt for at din drømmehave bliver en realitet.

Tegn din egen haveplan

En god haveplan gør din have overskuelig, smuk og nem at holde.

Her giver Plantetorvets gartner og havedesigner Maria Overgaard sine bedste tips til, hvordan du kommer i gang.

Når du skal tegne en haveplan, handler det i første omgang om at gøre det tydeligt for dig selv, hvad du gene vil have, at din have skal kunne. Når du først har en mere klar idé om, hvad du ønsker dig, er der ofte mange løsninger, der nærmest give sig selv, og hvis du efterfølgende alligevel vælger at få lidt hjælp fra en professionel landskabsarkitekt eller havedesigner, er det indledende arbejde på ingen måde spildt. Jo bedre du har gjort dit forarbejde, jo bedre bliver din plan. Her er hvad du skal gøre:

1. Skriv dine ønsker ned.

Skriv en liste over hvad du drømmer om, at din have skal kunne. Skal den fx være smuk og blomstrende det meste af året, er det vigtigt for dig, at der er spiselige frugter og urter, eller skal der først og fremmest være plads til hund, kat eller legeredskaber og boldspil?

2. Tegn din nuværende have op.

Tegn haven op på papir. På BBR.dk kan du finde et målfast matrikelkort, hvor matriklen og større godkendte bygninger alle er indtegnede. Tag tegningen med ud i haven, og tjek de forskellige placeringer. Indtegn også nærtliggende høje bygninger og naboens høje træer .

3. Tegn din drøm.

Læg et stykke madpapir over tegningen af din nuværende have. Hold det fast med et stykke tape og tegn dine ideer ind på det øverste stykke papir. På den måde kan du nemt og hurtigt afprøve mange forskellige ideer, og du kan skanne de bedste løsninger ind og printe dem, så de er nemme at arbejde videre med.

4. Tag planen med ud.

Nogle streger kan se rigtig flotte ud på papiret, men for at være sikker på at de også fungerer i praksis, skal du have tegningen med ud i haven. Tjek især de naturlige ganglinjer fra A til B. Det er her, du skal lægge dine havestier, for selv ikke den flotteste belægning kan formå at lede folk rundt i haven af ulogiske omveje.

5. Tjek jordbund, vind og verdenshjørner.

Solen står op i øst, skinner fra syd-vest det meste af dagen og går ned i vest. Hvis du gerne vil have masser af sol, skal du derfor placere evt. høje træer mod nord, morgenterrassen mod syd, aftenterrassen mod vest og terrassen, køkkenhaven, drivhuset og bedet med roser og sommerblomster mod syd eller syd-vest. Kompostbunken og haveskuret kan der imod sagtens placeres mod nord.

6. Vælg en farveholdning.

Blomsterne er prikken over i’et, og det er smukkest med en blanding af forskelligheder og ligheder. Fx kan du skabe et flot tone-i-tone bed af blomster i forskellige rosa og pink eller blå og lilla nuancer. Eller du kan vælge at lade alle blomster være i nogenlunde samme farve, men forskellige i form og størrelse. Små og store, kuglerunde og spidse osv.

7. Lav en planteliste.

Nogle planter skal have sol for at trives og blomstre smukt, men der findes også masser af stauder, stedsegrønne og klatreplanter, der trives fint i halvskygge eller skygge. Spørg din gartner, tjek på nettet eller slå op i plantebiblen ‘Hvilken plante hvor?’ (Jane Schul, Politikens Forlag). Så undgår du fejlplaceringer og får nogle planter, der fra starten trives og vokser.

Du kan få flere gode råd på plantetorvet.dk

 

 

 

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

NyhedsbrevTilmeld dig vores nyhedsbrev - Og vær med i vores lodtrækning om et fint bålfad MONTANA, bogen Mit efterår med blomster eller GRO - Grønne planter indendørs